Testosteron til kvinder
Fra undersøgelsen "Testosterone for Women" Vi opfatter normalt kun anabolske og androgene hormoner i det negative lys af en dopingsag eller i forbindelse med atleters misbrug af disse stoffer. Desværre er mange læger stadig ikke opmærksomme nok på disse hormoner eller bruger dem ikke selv i tilfælde, hvor det ville være passende. For nylig faldt jeg over en ret interessant undersøgelse af testosteron og kvindekroppen, som dr. Karlis Ullis og Josh Shackman har offentliggjort på en medicinsk server. Det er en undersøgelse, der ser på brugen af hormoner i behandlingen efter overgangsalderen og i håndteringen af visse hormonelle problemer. Dette casestudie viser, hvordan disse stoffer kan hjælpe, når de bruges som medicin under lægeligt tilsyn.
I den præsenterer Dr. Ullis sagen om en patient sidst i tyverne, som havde et tilsyneladende trivial vægttabsproblem. Hendes problem virkede svært at løse - hun dyrkede fysisk aktivitet hver dag, hendes program bestående af aerobic- og vægttræningsøvelser var afbalanceret, og hendes kost var rationel. Alt var godt i denne henseende, ifølge Ullis. Kvinden tog en kombination af efedrin og koffein (denne undersøgelse stammer fra den tid, hvor efedrin og koffein var godkendte ingredienser i fedtforbrændere i USA) og tog også noget vægttabsmedicin. Men intet virkede. Hendes hormonanalyse viste ingen tegn på en lav skjoldbruskkirtel eller andre problemer - indtil Dr. Ullis fokuserede på hendes testosteronniveauer. Det var det eneste, der var ekstremt lavt. Dr. Ullis fastslog, at dette var den egentlige årsag til hendes problemer.
Dr. Ullis påpeger, at mens forholdet mellem testosteron og lavt fedtindhold + øget muskelmasse allerede er velkendt for atleter, mangler denne viden ofte inden for medicin, og anabolske hormoner bruges slet ikke, selv ikke i kliniske behandlinger, hvor de kunne hjælpe. Især i overgangsalderen falder produktionen af alle hormoner, inklusive testosteron, hvis produktion endda kan stoppe helt. Mange kvinder i overgangsalderen får allerede i dag rutinemæssigt hormoner som østrogen og gestagen, men ingen har endnu fokuseret på at give testosteron. På grund af de høje niveauer af kunstigt administreret østrogen og progesteron og fraværet af testosteron kan kvinder efter overgangsalderen næsten ikke komme af med kropsfedt, og hele kroppens sammensætning ændres på en usund måde.
Dr. Ullis undrer sig over, hvorfor indgift af testosteron til kvinder skaber så meget kontrovers, mens østrogen, som i vid udstrækning bruges af landmænd til at øge kvægets vægt, rutinemæssigt gives til kvinder i overgangsalderen, hvis risiko for fedme stiger med alderen? Mange læger henviser til en undersøgelse fra 1997, hvor man sagde, at kvinder, der fik østrogen, tog mindre på i vægt end kvinder, der ikke fik hormoner. Ullis påpeger dog, at denne undersøgelse ikke omfattede en overordnet tilgang til fysisk aktivitet.
Omvendt peger han på undersøgelser, der siger, at kvinder, der tager p-piller (østrogen- og gestagenbaserede), i gennemsnit tager 1,5 til 3 kg fedt på, og at kvinder, der bruger orale østrogener efter overgangsalderen, kan forvente at tage 2,5 til 4 kg fedtvæv på. En nylig undersøgelse (O'Sullivan et all, 1998) forklarer, at administration af østrogener eller øgede niveauer af østrogener forårsager muskeltab og en stigning i %-fedt ved at sænke IGF-1-niveauerne i kroppen.
Ullis siger, at mange læger hævder, at det er testosteron, der forårsager fedme. Det understreges af undersøgelser af kvinder med højere naturlige testosteronniveauer i kroppen, som udvikler en højere procentdel af såkaldt mandlig fedme (dvs. i overkroppen og maveområdet). Ullis påpeger dog, at patologisk forhøjede testosteronniveauer hos disse kvinder var ledsaget af generelle hormonelle ubalancer og høje insulinniveauer samt lav insulinfølsomhed. De led ofte af insulinresistens, som er forbundet med fedme.
Ifølge Ullis er undersøgelser af testosteron og mænd meget kontroversielle og vanskelige at gennemføre på grund af den dårlige omtale af testosteron og anabolske hormoner i samfundet. Det er derfor næsten umuligt at gennemføre en sådan undersøgelse på kvinder. Alligevel findes der et par mindre undersøgelser om emnet. Lovejoy gennemførte i 1996 en undersøgelse, der sammenlignede virkningerne af nandrolondekaonat og det antiandrogene spironolakton på kropsstrukturen hos postmenopausale kvinder. Lovejoy oprettede tre grupper af kvinder, hvoraf den første fik 30mg nandrolon hver anden uge, den anden gruppe fik placebo, og den tredje tog anti-androgenet. Alle kvinderne skulle følge en diæt med et kalorieunderskud på 500 kcal og fik at vide, at de ikke måtte ændre deres fysiske aktivitet på nogen måde. Undersøgelserne viste, at kvinderne i anti-androgengruppen ikke tabte fedt, og at nandrolongruppen tabte dobbelt så meget fedt som placebogruppen. Desuden tog de kvinder, der tog nandrolon, i gennemsnit 2 kg muskelmasse på i løbet af forsøget, selv om de var i kalorieunderskud. I modsætning hertil tabte placebo- og anti-androgengrupperne over 1 kg muskler. Lovejoy påpeger, at nandrolon ikke har nogen effekt på insulinresistens, som menes at binde sig til androgener. Desuden fik gruppen på nandrolon kun meget lave doser, og i en ekstra uge havde de ingen drastisk diæt og dyrkede ikke motion. Ullis mener, at med en proteinrig kost og motion ville disse resultater være endnu bedre.
På trods af at undersøgelsen bekræftede antagelsen om, at androgener er vigtige for at eliminere fedmeproblemer, anbefalede undersøgelsens forfattere i sidste ende ikke brugen af nandrolon i hormonbehandling. De peger på små abnormiteter i blodlipiderne og en lille stigning i fedtlaget i taljen i den gruppe, der fik nandrolon. Ullis mener dog, at hvis der var blevet brugt testosteron i undersøgelsen, ville disse symptomer måske have været endnu mindre eller endda ikke-eksisterende. Han siger også, at det mest ideelle ville være at bruge en testosterongel, der kunne bruges dagligt, uden at hormonniveauerne svingede.
Ullis siger, at testosterondoserne ikke behøver at være meget høje for at få den ønskede effekt. Desuden bemærker han, at problemet ikke nødvendigvis er begrænset til postmenopausale kvinder, men også til unge kvinder, der tager hormonelle præventionsmidler. Brugen af disse produkter fører til en stigning i østrogen- og progesteronniveauet, samtidig med at testosteronniveauet reduceres. Derfor tager disse kvinder på i fedt, deres libido falder, og de er ofte humørsvingende. Hvis man bringer testosteron tilbage til det korrekte forhold til østrogen, bliver man i bedre humør og får energien tilbage. Østrogener øger ikke energiniveauet, selv om de ofte præsenteres som sådan, og naturligt progesteron har en beroligende effekt på kvinder, mens syntetisk progesteron kan have den modsatte effekt - irritabilitet, aggression og endda akne.
Ullis begyndte at give sine kvindelige patienter testosteronpræparater. Han siger, at målet ikke er at hæve niveauerne over det normale, men at få hormonerne og deres forhold tilbage til det normale. Doserne er omkring 0,25 - 1 mg/ hver anden dag. Ullis anbefaler at bruge en gel, der påføres under kæben eller i armhulen. Hun erstatter også syntetiske progesteronprodukter med naturlige og reducerer patienternes østrogendoser (hun beskriver transdermal østradiol som det bedste). Han kompenserer for niveauerne ved at øge mængden af fytoøstrogener i kosten - især ved at tilføje sojaprodukter.
Nøglen er at få hormonerne i den rette balance. Når denne balance er opnået, begynder disse kvinder at tabe sig igen og kan endda vende tabet af knogletæthed og muskeltab.
Ullis påpeger dog, at den samme behandling ikke er velegnet til meget unge kvinder, som stadig ønsker at blive mødre, men som har problemer på grund af deres brug af hormonelle præventionsmidler. Selvfølgelig gælder den samme regel også for dem, nemlig at øge testosteronniveauet, men ifølge Dr. Ullis er det meget mere passende at bruge prohormonet 4-androstenediol (4-adiol) til de kvinder, som ikke ønsker at få børn lige foreløbig. Fordi 4-adiol har en kort halveringstid og er i kroppen i en kort periode, giver det ikke så mange bivirkninger, og det vil heller ikke påvirke gonadefunktionen og gonadotropinproduktionen på lang sigt, hvis det bruges uregelmæssigt. Det eneste problem er, at 4-adiol kun fremstilles til mænd i 100 mg-kapsler (indtil 2004 var prohormoner lovlige i USA og kunne købes uden recept). Men ifølge Dr. Ullis ligger de passende doser til kvinder på omkring 10-50 mg. Ullis anbefaler, at man bruger tablets, der kan deles, og tager ¼ - 1/3 tablet om dagen. Det skulle være tilstrækkeligt til hormonsammenligning.
Sammenfatning
Fra undersøgelsen "Testosterone for Women" siger Dr. Ullis, at mens traditionelle "kvindelige" hormoner har deres plads i forebyggelsen af osteoporose, hjertesygdomme og Alzheimers, kan testosteronbehandlinger vise sig at være mere nyttige for kvinder end for mænd i behandlingen af nogle lidelser i fremtiden. Testosteron og andre androgener kan også have en plads i behandlingen af fedme - især fedme af den østrogenholdige "kvindelige" type. Indtil videre er der lavet meget lidt forskning for at bekræfte, at grunden til, at kvinder er langt mere tilbøjelige til overvægt og fedme, er relateret til deres lave testosteronniveauer. Desuden øger testosteron hos kvinder mængden af muskelmasse og øger dermed deres metabolisme. Dr. Ullis benægter ikke bivirkningerne, men påpeger, at disse virkninger er langt mindre sammenlignet med bivirkningerne af almindeligt anvendt medicin til behandling af fedme, hvis positive effekt også forsvinder hurtigt efter seponering. Han siger endda, at brugen af testosteron til behandling af fedme er mere sikker og længerevarende end fedtsugning.
Han udtrykker håb om, at lægevidenskaben snart vil opgive det traditionelle koncept med mandlige hormoner til mænd og kvindelige hormoner til kvinder og erstatte det med det universelle koncept om at afbalancere ALLE hormoner i menneskekroppen, for - som han siger - den samme kontrovers er nu forårsaget af brugen af kvindelige hormoner i behandlingen af nogle mandlige problemer.
PS: Denne artikel opfordrer ikke kvinder til at bruge testosteron uden lægens opsyn! Som sagt er disse metoder stadig under undersøgelse og ikke almindeligt ordineret (ikke i Europa). Kvindelige atleter er underlagt WADA's regler for brug af forbudte stoffer. Artiklen illustrerer brugen af anabolika inden for medicin.
